Skovbrug
Vi har ca. 400 hektar skov fordelt på løvtræer, nåletræer og juletræer samt klippegrønt.
Vores skov er 100% fredningsskov, hvilket betyder, at der altid skal genplantes ved fældning på vores arealer.
I vores skovdrift tager vi mange beslutninger med afsæt i biodiversitet, og derfor vil du på en tur gennem Ryegaard Dyrehave kunne finde flere træer i både stående og liggende position, der er blevet til bosted for skovens plante- og dyreliv.
Fæld selv brænde:
Vi tilbyder selvskover-brænde, som er den billigste måde at købe brænde på. Du gør en del af arbejdet selv, får brugt din krop og får frisk luft.
Du kan i perioden fra medio januar til medio april selv få lov til at skove dit brænde. Du vil få anvist et område, hvor du enten selv skal fælde træerne eller hvor stammerne allerede ligger på jorden. Når du har stakket brændet, bliver det opmålt og faktureret. Når brændet er betalt, kan det køres hjem. Mindstesalg er 10 skov rummeter.


Længdebrænde:
Du kan – så længe lager haves – købe brænde i hele længder i skoven. Du køber en hel stak ad gangen. Stakkene ligger typisk fra tre skov rummeter til 15 skov rummeter. Der kan som regel købes både løvtræsbrænde og nåletræsbrænde.
Vi har normalt Bøg, ask, eg, ahorn, birk, pil, el, poppel og nåletræ.
Brænde sælges til dagspris.
Ring til skovfoged Thorkild Wisbech for yderligere information på telefon 4013 6032 mellem kl. 8 og 10 i sæsonen fra januar til og med 30. april.
Uden for sæsonen kan rettes henvendelse på godskontor@ryegaard.dk.
OBS – vi har ikke ubegrænsede mængder i hver sort, så vi kan ikke garantere alle sorter i hele sæsonen
Juletræsdyrkning:
Vores skovbrug består af 10% juletræsdyrkning, og træerne passes og plejes, så vi til jul kan tilbyde vores gæster de flotteste og mest holdbare træer.
Et juletræ er gennemsnitligt 14 år undervejs, og det er kun ca. 60% af de udplantede små træer, der bliver til store juletræer.
Det kræver altså nøje planlægning at passe vores juletræsplantager, og derfor sørger vores dygtige skovarbejdere for at give træerne næringsstoffer, bekæmpe ukrudtet, holde skadedyr i skak, sørge for at træet kan sættes i en fod, regulere topskudslængden samt rette op på de skader, som træerne kan få ved at stå ude året rundt.
Hør skovfoged Thorkild Wisbech fortælle om Ryegaard juletræsdyrkning og de mange overvejelser heri:
Du kan derfor godt forvente at få det bedste juletræ hos os, når du besøger Jul på Ryegaard.
Dertil har vi nåletabsgaranti på alle vores juletræer, hvilket betyder, at vi giver jer et nyt juletræ kvit og frit, hvis jeres træ skulle tabe nålene inden juleaften.

Pyntegrønt:
Vi sælger både normannsgran, buksbom, cryptomeria samt blå og gul cypres fra egne skove, og vi sælger både engros og til private.
Pyntegrønt til private kan købes til jul i Ryegaard-teltet.
Her kan du også købe juletræsfødder, færdige dekorationer og værtindegaver.
Vi sælger også pyntegrønt engros – henvend dig på godskontor@ryegaard.dk.